Hjemme i Danmark

I dag er det præcis 2 uger siden jeg landede i København. Min første og sidste værtsfamilie tog begge med i lufthavnen i Recife for at sende mig afsted. Det var meget svært at sige farvel, og det var også en underlig følelse at side i flyet på vej hjem. Man var fyldt af så mange forskellige følelser på én gang.

     Jeg fløj med en anden dansker fra Recife til São Paulo hvor vi mødtes med de andre danske udvekslingsstudenter som havde været i Brasilien. Vi tog samlet et fly mod Frankfurt.
Da vi ankom til Frankfurt mødtes vi så med dem der havde været i Argentina. I alt var vi omkring 20 der havde været i Brasilien, og omkring 7 der havde været i Argentina. Vi tog alle det samme fly til København.
      Det var en meget mærkelig følelse da vi stod og ventede på vores kufferter. Vi vidste at vores familier stod lige bagved dørene og ventede på os. Jeg var næsten helt bange for at komme ud. Man vidste overhovedet ikke hvordan man skulle reagere på situationen, eller forholde sig til det.
Da jeg gik ud igennem dørene blev man mødte af røde og hvide farver over det hele. Der var rigtig mange folk der ventede på os. Det var et hav af dannebrogsflag.
      Jeg så min familie, og der blev krammet og krammet.
Det var meget mærkeligt at man pludselig bare var sammen med dem. At man ikke længere snakkede gennem en skærm.

 På vej hjem mod Nordborg holdte vi ind i Odense for at spise aftensmad med den del af familien der bor der.
Da vi kom til Nordborg stod nogle af mine veninder og den anden del af familien og viftede med dannebrogsflag foran huset.
Det var meget mærkeligt at komme ind i ens hus. Det hele virkede på en måde som det samme som før, og på den anden side var det hele anerledes.

 

Det er dejligt at være hjemme igen. Man ser på ting helt anderledes end man gjorde før. Jeg føler mig utrolig heldig over at leve i et land som Danmark.
Det hele er bare så pænt. Naturen, husene, vejene... Vi er bare utrolig heldige over den frihed og det samfund vi befinder sig i. Man lægger mærke til mange andre ting. Ting som man før knap nok bemærkede, er de ting jeg værdsætter højest lige nu. Helt basale ting som at have den mulighed at gå en aftentur, gå ned i haven, gå alene rundt i byen og side på terrassen for at nyde det danske sommervejr. Næsten lige meget hvor man kører hen møder øjet noget grønt. Og luften her er så ren.

De sidste par uger har jeg brugt på at se venner og familie, og i det hele taget bare prøve på at falde tilbage til den danske kultur. Jeg besøgte bl.a. Sara som var i Caruaru med mig. Det var rigtig rart at mødes i det land vi begge kom fra, og få snakket det sidste år igennem.

D. 13. August starter jeg inde på Sønderborg Statsskole (STX) på linien Musik-Engelsk-Drama. Det glæder jeg mig meget til.
Dette år har været den bedste oplevelse jeg nogensinde har kunne drømme om. Og dette indlæg bliver nok det sidste indlæg her på min blog.
Jeg håber at jer der har læst med, har haft glæde af den. Det har i hvertfald været rart for mig at kunne skrive de ting jeg har oplevet ned, et sted som jeg selv kan kigge tilbage på. Og selvfølgelig at kunne dele mine oplevelser med andre.
Hvis i har nogen spørgsmål omkring mit år i Brasilien må i endelig skrive en kommentar eller fange mig på facebook.
Det har været en fornøjelse at dele denne oplevelse med jer.

- Regitze Skipper Bundgaard

Den sidste uge i Brasilien.

Nu er alle 9 andre udvekslingsstudenter i Caruaru blevet sendt afsted mod deres land. Jeg er den sidste der er her endnu. Det har været rigtig hårdt at skulle sige farvel til hver og én, og at vide at der ikke vil være nogle af dem tilbage til at vinke farvel til mig når jeg tager afsted.
I går tog jeg til lufthavnen for at sende Rachel (Taiwan) afsted. Vi boede lige over for hinanden, og hun sov nok mindst lige så mange gange i mit hus som hun gjorde i sit eget. Det gjorde at vi endte med at være som søstre. Det bliver underligt nu at skulle sove alene, og at der ikke er flere af hendes ting på mit værelse.
I dag er der præcis én uge til at jeg er på dansk jord igen.
Et år er gået og jeg står nu på kanten til at vende til den verden, som er den samme jeg forlod men også samtidig en anden jeg kommer tilbage til.  De sidste uger har jeg sagt farvel med tåre i øjnene til de personer som før bare var navne på et stykke papir. For nu at komme tilbage til de personer som man for et år siden sagde farvel til med tåre i øjnene. Man vil sige farvel ens bedste venner, for at komme tilbage til ens bedste venner. Man vil komme tilbage til ens by, kørende igennem de samme gader. Og selvom der er gået et år vil man huske det som var det i går. Det vil gå op for en hvor meget der har ændret sig, og den sværeste ting ved at være en udvekslingsstudent er at balancere de to vidt forskellige verdener man nu hører til. Om få dage vil jeg begynde at pakke mine kufferter. Ikke flere ture ind til byen, ikke snakke portugisisk hver eneste dag. Man vil tage alle de minder, og pakke dem sammen i sin kuffert, som man kan se tilbage på med et smil når man pakker kufferten ud i sit hjemland. Om få dage vil jeg være hjemme i Danmark, pakke mine kufferter ud og spise aftensmad med min familie. Om få dage vil jeg skulle vende mig til endnu et kulturchok. Og om nogle få dage vil jeg finde min plads mellem de to verdener.
Jeg glæder mig til at komme hjem. I løbet af dette år, har jeg lært meget omkring den danske kultur som jeg ikke lagde mærke til før. Og jeg har lært hvor taknemmelige vi danskere skal være for at leve i det samfund som vi gør. De ting omkring den danske kultur, som jeg slet ikke bemærkede førhen, er nogle af de ting jeg har savnet mest. Det er gået op for mig hvor privilegeret den danske befolkning er. Og det skal vi være stolte af.  Det er gået op for mig hvor heldig jeg er at være dansker.
Kære Danmark, vi ses lige om lidt.
 

VM, São João og de sidste uger i Brasilien

Onsdag i sidste uge legede jeg model, for en butik der sælger hårpynt. Jeg blev kørt til et fotostudie og fik lagt makeup. Det var rigtig sjovt at prøve, og jeg tror jeg fik taget foto med mindst 50 forskellige hårting.

Lørdag tog Rachel og jeg til São João. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Luan Santana skulle spille. Han kan sammenlignes med den brasilianske Justin Bieber. Før portene til pladsen blev åbnet stod tusindevis af 12 årige piger i kø, med deres fædre i hånden.
Da portene blev åbnet blev der skreget og hujet helt vildt. Vi følte os som to bedstemødre på tur, haha.
Vi gik ind lidt senere så vi ikke skulle stå i kø. Da vi kom ind på pladsen kunne man se mange allerede stod oppe foran scenen med skilte, hjerter osv. Det var nærmest en motorvej af løbende piger, som skyndte sig hen til scenen. Så jo det var en oplevelse i sig selv.
Søndag var vi blevet inviteret med til en Rotary fest for en af klubberne i Caruaru. Det blev holdt ude på en gård, med grillmad. Der blev spillet forró, og Andrea (Canada) og jeg gav også et par numre. Derefter tog vi hjem til mig.

I går, spillede Brasilien mod Cameroun og vandt 4-1. Vi så kampen på storskærm sammen med en masse brasilianere, hende på São João pladsen. Der var en fed stemning og en rigtig god oplevelse. Vi blev der resten af aftenen for at se de forskellige koncerter.
Her er der en kort lille video for dem som har facebook, så i kan få en fornemmele af hvor mange mennesker der er til en São João koncert:
https://www.facebook.com/photo.php?v=731636313560585&set=vb.365155923541961&type=2&Theater

I fredags tog min mor, Potter, Camille, Rachel og jeg ud til Alto do Moura som er en lille by i udkanten af Caruaru som er kendt for de mange små butikker hvor man kan købe håndlavede lerfigurer osv. som en hyldest til forró.
Lørdag så vi VM kampen, Brasilien mod Chile. Dem som også så kampen, ved at den var utrolig nervepirrende. Og omgivet af en masse brasilianere gjorde bare stemningen endnu større.
Derefter tog vi til São João.

I går (søndag) sagde vi farvel til Potter som tog hjem til Taiwan. Hvert farvel er utrolig hårdt. Og afstanden mellem Taiwan og Danmark er ikke ligefrem lille.

 

 

Derefter tog vi til den sidste São João fest. Det var nok den bedste aften af dem alle. Vi havde taget vores flag med, så rigtig mange folk kom for at tage fotos med os.

Nu har jeg kun 16 dage tilbage, og gud hvor jeg synes jeg stadig har meget at  skulle have gjort.

Men nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme hjem. Hvis man havde spurgt mig for 3 måneder siden, havde mit svar været anderledes end det er nu.
Dette år har været helt fantastisk, og skulle jeg gå igennem det hele igen vil jeg gøre det.
Men de sidste par uger har jeg også indset at sandet i timeglasset er ved at løbe ud for mit liv her i Brasilien, så derfor forbereder man sig også mentalt på at skulle komme tilbage til den verden man forlod for et år siden. Og ingen tvivl om at det bliver et ligeså stort chok at komme tilbage, som det var at tage afsted. Men jeg glæder mig rigtig meget.
Kære Danmark, vi ses lige om lidt!


 

 

 

 

Afsked og VM i fodbold.

I fredags tog jeg med de andre udvekslingsstudenter til São João. Rachels (Taiwan) værtsforældre var ikke hjemme i weekenden, så hun flyttede ind os mig og blev indtil søndag. Det var super hyggeligt.

Fredag oppe på skolen lavede os udvekslingsstudenter en præsentation for de mindre klasser omkring vores lande og tid på skolen.

Senere tog Rachel og jeg med min mor ind til downtown, hvor vi lejede São João kjolerne til vores skoledans som vi skal være med til på fredag. Vi skal fremføre en tradtionel São João dans foran resten af skolen og familier. Så derfor skal vi bære traditionelle kjoler. Vores blev rigtig flotte. Min blev med de brasilianske farver. Jeg line en ged.
Om lørdagen tog jeg med Camilie (Belgien) og jeg tog til børnefødselsdag hos vores kusine i forrige værtsfamilie. Temaet var filmen "Frozen", som jo er bygget over H.C. Andersens "Snedronningen".
Det var en rigtig flot fest. derefter tog vi direkte til São João og mødte de andre.

Mandag tog jeg til Rotary møde. Det var det sidste møde for Saana (Finland). Hun rejste tidlig næste morgen så det blev også vores sidste gang vi så hende. Det var en utrolig mærkelig følelse, og det er ikke gået op for mig at hun ikke længere er her i byen.

Tirsdag var det dagen inden Rene (USA) rejser hjem. Så vi brugte hele dagen sammen i shopping centeret, og bagefter holdte vi sleepover hjemme ved hende.

 

Generelt blev den sidste uge brugt på en masse sidste øjeblik sammen-ting.
 

I går 17.00 tiden tog vi mod lufthavnen i Recife for at sende hende afsted. Det var nok et af de hårdeste øjeblikke jeg har haft i dette år. Man ved jo aldrig hvornår/hvis man ser hinanden igen. Der grædt så tårene løb ned af kinderne, men vi blev alle sammen enige om at dette ikke var et "farvel", men et "vi ses".

Torsdag blev der spillet åbningskampen for VM i fodbold. Det er en helt fantastisk mulighed at være i selv samme land som er vært for et af jordens største sportsbegivenheder. Vi tog hjem til Sara (Danmark) hvis familie havde arrangeret en stor VM fest for familie og venner. Der var pyntet flot op og alle bar de brasilianske farver.

 

Selve timerne op til kampen kunne man se hele byen var pyntet op. Alle gik i brasilianske farve, bilerne havde flag på kølerhjelmen og der hang flag ud fra altanerne.
Hver gang Brasilien scorede blev der råbt og skreget. Fyrværkeri blev tændt og alle bilerne dyttede. Man kunne bogstaveligt talt høre at hele byen så kampen.
I går (fredag) dansede jeg "Quadrilha" på min skole. Det er en traditionel forró dans. Så Rachel (Taiwan) og jeg havde lejede os nogle São João kjoler. Det var rigtig sjovt at prøve.

I aften tager Rachel og jeg afsted til São João festivallen hvor der spiller en kendt forró musiker, Gabriel Diniz.
Nu er der kun 4-5 uger til jeg står i lille Danmark igen.

Tchau,
Regitze

Når tiden nærmer sig.

I fredags holdte vi den sidste fest/hyggeaften alle os 10 udvekslingsstudenter der bor i Caruaru. Det er ikke så tit at vi alle er sammen på samme tid. Derfor aftalte vi at vi skulle finde en aften hvor vi kan nyde hinandens fællesskab, samlet, inden vi begynder at rejse hjem igen.
Vi holdte der i Saras lejelighed. Hun bor på øverste etage hvor de på taget har en pool med udsigt over hele byen. Det var super smukt om aftenen.
Vi tog alle sammen ned til det nærmeste supermarked, for at købe ingredienser til kage og andre fest snacks.
I mens kagen bagte blev der hygget med at snakke og tage gruppebilleder.
Da kagen var færdig satte vi den på bordet og holdte hinanden i hænderne i en rundkreds. Vi sagde derefter alle, hver efter en, nogle små ord om hvad dette år har betydet for os. Det var rigtig rørende, og super svært ikke at slippe en tåre eller to.

Vi havde alle taget vores "Caruaru t-shirt" på. Det er T-shirt vi alle lavede sammen, med vores navne på ryggen.
Vi havde også lavet en memory-book til hver og en, som er fyldt med fakta og sjove historier om de enkelte personer. Efter vi havde spist kage, var der tid til at skrive på hindandens flag. Vi havde en aftale om at vi alle skriver et brev til hver og en, som vi så først må læse når vi sidder i flyet. Så brevene blev også delt ud.
Det var en rigtig hyggelig dag. Der blev snakket om de første gange vi så hinanden, og alle de oplevelser vi har haft sammen. Alt i alt en meget rørende dag, og måske også et tegn på at det er på tide det går op for en at det snart slutter.

Da jeg kom hjem tog jeg videre afsted til min første værtssøsters hjemkomst fest. Hun er lige kommet hjem efter et år i Taiwan.
Jeg sov hjemme hos hende den aften. Dagen efter tog jeg med hendes kusine, som også er min klassekammerat afsted til en "churrasco" med min klasse.
Churrasco er det samme som BBQ.
Vi mødtes hjemme ved en af mine veninder hvor vi gjorde os klar og spiste frokost.
Derefter tog vi afsted. Det var hyggeligt nok, men super koldt så jeg besluttede at jeg ville tage tidligere hjem da jeg ikke har været helt på toppen, og gerne vil være klar til åbningen af São João om aftenen.
Så jeg kom hjem og gjorde mig klar, hvor efter jeg tog hjem til Rene hvor jeg sov den aften. São João kan vel sammenlignes med en kæmpe forró festival som vare hele juni måned. Det er for alle aldre. Både familier, unge som gamle. Der er også en masse opvisninger af traditionelle danse. På min skole skal vi også opvise en tradition dans som bliver kaldt "quadrilha". Det kan sammenlignes med folkedans. Man møder op i par og så danser alle samlet til en koreografi. Jeg var så heldig at blive inviteret med af en af mine venner. Vores optræden bliver d. 13. juni.
Caruaru bliver kaldt for São João hovedstaden og vi er blevet spurgt hele året om vi glæder os til at opleve det.

Dagen efter tog jeg med Renes værtsfamilie ud på deres gård for at spise frokost.

Jeg har hostet rigtig meget her på det sidste. Så min mor og jeg tog til lægen i sidste uge. Der fik jeg konstateret bronkitis, som er en infektion i lungerne. Der blev taget røntgen foto af mine lunger, og de fandt også en plet på lungen som de ikke her helt sikre på hvad er endnu. Så det er super træls, og jeg håber virkelig at jeg bliver rask snart. Jeg skal til kontrol på onsdag igen for at se om det har forbedret sig. Lægen var meget ærlig, og sagde at hvis det ikke bliver bedre bliver de nødt til at indlægge mig. Det håber jeg selvfølgelig ikke sker da min tid her i Brasilien er begyndt at rende ud.
Så jeg gør mit bedste for at komme på benene igen hurtigst som muligt.
Jeg skal til tjek igen onsdag d. 4. juni.
Rene (USA), skal allerede hjem på onsdag i næste uge. Det bliver en dag jeg slet ikke ser frem til på nogen måde. Jeg er den sidste der skal hjem af de 10 udvekslingsstudenter her i Caruaru.
Jeg håber alt går vel hjemme i Danmark.
Tchau,
Regitze

Min søsters ankomst.

Endnu et tegn på at tiden den går vanvittig hurtigt lige nu. Mine førte værtssøster, Mariana, kom i mandags hjem fra hendes udvekslingsår i Taiwan. Min første værtsfamilie, en veninde og jeg drog derfor afsted mod Recifes lufthavn for at modtage hende. Vi havde medbragt alverdens gøgl med de brasilianske farve.
Det var meget rørende da hun ankom. Man kom helt til at tænke på at det snart er mig der kommer gående med mine kufferter ned til min ventende familie. Jeg havde savnet hende rigtig meget.
Det var også meget specielt at opleve. Nu har jeg selv haft oplevelsen af at sige farvel til familier og venner. Og jeg har også været med til at sige farvel som en del af familien, og vente i spænding på ankomsten. Det var rigtig rart at se hende igen. Jeg nåede at være sammen med hende i ca. en måned inden hun tog afsted. Hvilket jo også var min første måned her i Brasilien, så jeg talte ikke portugisisk på det tidspunk. Så det var rigtig sjovt at vi endelig kunne kommunikere uden hjælp fra Google translate og håndtegn.

Min veninde Gabriella og jeg.

Min første værtsfamilie og jeg.

 

Nu er vi ved at gå ind i juni måned hvilket betyder at São João skal til at begynde. Det er en kæmpe midsommerfestival, som vare hele måneden med en masse forró koncerter i byen. Caruaru skal siges at være hovedstaden for São João og forró. Alle gaderne er pyntet vildt op med en masse flag i alverdens forskellige farver som hænger i guirlander over vejene. Stort set hver gang jeg møder en fremmed brasilianer, bliver jeg spurgt om jeg skal har tid nok til at opleve São João. Så jo, det er noget jeg har set frem til hele året og er meget spændt på at opleve.  
I dag holder os udvekslingsstudenter en afskedsfest for os alle. Den sidste gang vi nok hænger ud alle sammen samlet. For mig er der præcis 47 dage til jeg drager mod lufthavnen og vender hjem til kære Danmark.
Tchau,
Regitze

Distrikt Konference - 4500

Sidste weekend tog jeg til byen Gravatá for at deltage ved Distrikt Konferencen, 4500. Det forløb over en weekend på et rigtig lækkert hotel.
Udvekslingsstudenterne fra Caruaru var de første til at ankomme om eftermiddagen, og de sidste ankom om aftenen. Eftermiddagen blev brugt på at slappe af ved poolen.

 

 

 

 I alt var vi omkring 30 udvekslingsstudenter. Der var også en helt masse rotarianere på hotellet. Efter vi havde spist aftensmad blev der holdt et hurtigt møde. Der fik vi at vide at vi, dagen efter, skulle optræde med noget foran de ca. 400 rotarianere. Vi blev delt ind i grupper efter landene. Danmark og Finland kom i samme gruppe. Tiden gik derfor med at finde på ideer til hvad vi kunne lave, og så derefter øve det godt igennem mange gange. Der blev optrådt med sketchshow, dans og musik. I min gruppe besluttede vi os for at spille musik. Vi endte med at oversætte landeplagen "Lepo, lepo" til dansk og finsk. Jeg havde min guitar med, som jeg spillede på. Det blev super godt, og vi dansede også koreografien. Oversættelsen lød rigtig sjovt. Jeg var glad for at det kun var os der forstod hvad vi sang. Om aftenen havde de lejet en DJ til at spille op til fest for os.

 

Dagen efter fik vi morgenmad, og så gik vi i gang med at øve igen. Vi blev ført ind bagerst i en stor sal hvor der sad omkring 400 rotarianere. Vi havde alle sammen taget vores flag med. Der var en midtergang mellem publikummet. VM musikken begyndte at buldre ud af højtalerne og vi løb alle op af midtergangen, mod scenen med vores flag, som var vi OL-deltagere. Derefter gik alle landene ned ad scenen bortset fra det første hold som bestod af Tyskland og Schweitz.
Vi var nummer 3. Vi var nok alle sammen lidt nervøse, men vi var 100% klar til at give den gas. Vores optræden gik super godt, og det endte med at folk rejste sig op i salen og dansede/sang med os.
     Da alle havde optrådt, skyndte vi at tage en masse brasilianske fest ting og vi bar alle Brasiliens farver. Musikken startede og vi løb igen alle sammen op på scenen hvor vi dansede rundt i mens alle tog fotos. En udvekslingsstudent fra USA holdte derefter en tale hvor han takkede rotary og fortalte om hvilken stor oplevelse det er at være udvekslingsstudent.
Det var en rigtig fed oplevelse og hvor ville jeg gerne gøre det igen!

Om aftenen var der stor forró fest for alle.
Dagen efter skulle vi hjemad. Det betød også at det var sidste gang vi så de andre udvekslingsstudenter fra distrikt 4500. Det var rigtig mærkeligt, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu.

I onsdags var jeg sammen med mine veninder. Vi havde købt en masse frugt pulver som vi farvede vores hår med. Vi fik alle farvet hårspidserne. Jeg brugte vindrue juice, så mine spidser blev lilla. Vi syntes selv det blev rigtig godt, og jeg har længe købt en masse jeg kan tage med hjem til Danmark.
Og bare rolig mor og far, det går ud igen efter ca. 2 uger. Haha.

Fredag tog vi alle hjem til Sara (Danmark) hvor vi hyggede med film og pandekager. Sara og jeg havde bagt dansk rugbrød. Det gav succes hos USA, Belgium og Canada.
I går tog jeg med Andrea (Canada) og Jeremy (USA) til en forró koncert. Mange af de koncerter der er nu bliver kaldt for pre - São João. Altså en opvarmning til juni måned som står på São João som er en kæmpe forró fest. Caruaru skulle siges at være en af de bedste São João byer. Man kan også se at gaderne allerede er i gang med at blive pyntet op osv.
I morgen kommer min første værtssøster hjem fra sit udvekslingssår i Taiwan. Jeg glæder mig helt vildt til at se hende igen.
Til familie og venner i Danmark, vi ses om ca. halvanden måned!