Min søsters ankomst.

Endnu et tegn på at tiden den går vanvittig hurtigt lige nu. Mine førte værtssøster, Mariana, kom i mandags hjem fra hendes udvekslingsår i Taiwan. Min første værtsfamilie, en veninde og jeg drog derfor afsted mod Recifes lufthavn for at modtage hende. Vi havde medbragt alverdens gøgl med de brasilianske farve.
Det var meget rørende da hun ankom. Man kom helt til at tænke på at det snart er mig der kommer gående med mine kufferter ned til min ventende familie. Jeg havde savnet hende rigtig meget.
Det var også meget specielt at opleve. Nu har jeg selv haft oplevelsen af at sige farvel til familier og venner. Og jeg har også været med til at sige farvel som en del af familien, og vente i spænding på ankomsten. Det var rigtig rart at se hende igen. Jeg nåede at være sammen med hende i ca. en måned inden hun tog afsted. Hvilket jo også var min første måned her i Brasilien, så jeg talte ikke portugisisk på det tidspunk. Så det var rigtig sjovt at vi endelig kunne kommunikere uden hjælp fra Google translate og håndtegn.

Min veninde Gabriella og jeg.

Min første værtsfamilie og jeg.

 

Nu er vi ved at gå ind i juni måned hvilket betyder at São João skal til at begynde. Det er en kæmpe midsommerfestival, som vare hele måneden med en masse forró koncerter i byen. Caruaru skal siges at være hovedstaden for São João og forró. Alle gaderne er pyntet vildt op med en masse flag i alverdens forskellige farver som hænger i guirlander over vejene. Stort set hver gang jeg møder en fremmed brasilianer, bliver jeg spurgt om jeg skal har tid nok til at opleve São João. Så jo, det er noget jeg har set frem til hele året og er meget spændt på at opleve.  
I dag holder os udvekslingsstudenter en afskedsfest for os alle. Den sidste gang vi nok hænger ud alle sammen samlet. For mig er der præcis 47 dage til jeg drager mod lufthavnen og vender hjem til kære Danmark.
Tchau,
Regitze