Afrejse og de første dage.

I mandags stod min familie og jeg, samlet for sidste gang i Kastrup Lufthavn. Det var en meget mærkelig følelse, men jeg så også meget frem til det nye liv og ville egentlig bare gerne af sted.
De ca. 40 udvekslingsstudenter og jeg, fløj fra Danmark kl. 18.55.



 

Det var en meget underlig følelse at vide at næste stop var São Paulo - Brasilien. Et land vi alle har ventet på i SÅ mange måneder.
Nogle af dem blev allerede hentet der af deres værtsfamilier. Det var skønt at vide at det var ens egen tur næste gang.
Da vi ankom til São Paulo skulle vi flyve alene resten af turen. Jeg var så heldig at Sara og en der hedder Mikkel, skulle med samme fly til Recife, som jeg.

 


Dan vi ankom til Recife - vores sidste destination blev vi mødt med jubel, flag og bannere. Det var helt fantastisk!
Jeg blev hentet af min mor (Andrea), min søster (Mariana), kommende klasse kammerart (Gabriella) og en brasiliansk udvekslingsstudent der lige er kommet hjem fra Taiwan (Victor).
Victor er den eneste der kan forstå engelsk.
Det er alle sammen rigtig søde!

 

Derefter tog min og Saras familie ud til stranden i Recife hvor vi fik kokosnødder.
Da jeg satte mig ind på bagsædet med Victor og Gabriella, kunne jeg ikke finde sikkerhedssælen. Det svar jeg fik tilbage fra Victor var: Welcome to Brazil!

Min familie og jeg fortsatte ind til et kæmpe shopping center i Recife for at spise brasiliansk frokost. Jeg er helt vild med deres kød. Det smager super godt!

Vi kørte hjemad ved omkring kl. 18.00.
Jeg må indrømme at jeg så frem til at ramme sengen, men næ nej. I det jeg træder ind gennem hus lågen/muren er der ca. 15 unge brasilianere der havde lavet en surprice fest for mig! Det var alle Marianas venner og nogle af mine kommende klassekammerater. Der var pyntet op med det danske og brasilianske flag, og der var lavet brasiliansk aftensmad.
De er alle sammen super søde, selvom de ikke kan snakke engelsk. Jeg føler virkelig at jeg falder godt ind der, på trods af sprogbarrieren.
De ville alle gerne have et billede med mig - det var også en meget speciel oplevelse.

Min familie består af:
Mor  - Andrea
Søster - Mariana
Lillebror - Gabriel
Lillesøster - Malu

Og så bor der også et sæt bedsteforældre her i huset.
I Brasilien er det normalt at have en stuepige. Det har vi også. Hun laver mad, ordner tøj og gøre rent.
Det skal man lige vænne sig til.

Dagen efter kørte min mor, Mariana og jeg ind til min counseller for lige at hilse på. I Brasilien hilser man på hinanden med kindkys. Der skulle lige noget overvindelse fra min side af, for at kysse en meget ældre herre.

Derefter ville de vise mig min skole. Egentlig var det meningen at jeg skulle gå på Sagrado. Men min værtsfamilie synes Atual ville være bedre for mig.
Jeg havde forstået på den at vi bare lige skulle køre forbi. Men nej. Vi skulle ind på selve skolen.
Indgangen går direkte ned til cantinen hvor der sad mange børn. Gud, hvor de dog kiggede. Nej - de gloede! Det var virkelig grænseoverskridende at blive kigget på 24/7, men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Det er værst hvis vi går nede i byen. Nå, nok om det.
Jeg blev vist rundt på hele skolen, men lige pludselig stopper vi foran en lukket dør. Inde bag døren sidder min nye klasse. En lærer kommer ud og byder mig velkommen. Han spørger om jeg vil med ind og hilse på. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men må nok indrømme at jeg var meget nervøs. Jeg kunne med det samme genkende de venner der også var til festen.
De råbte "hegizi hegizi!! Dinamaquesa!". Alle hernede har meget svært ved at udtale mit navn. Så der kommer nogle udsædvanlige forsøg indimellem.

I dag havde jeg første skoledag. Jeg var meget spændt og glædede mig meget til at se mine nye venner igen.
Jeg blev mødt at mange kindkys og "gringo, gringo e dinamaquesa!!". Gringo er et kælenavn for en person med lyst hår.
De ville også gerne hele tiden røre ved mit hår. Haha.
I timerne bruger lærerene mikrofon til at overdøve den larmende klasse. Hvis man mener danske børn ingen respekt har for lærene - så skulle man se det her i Brasilien.
Men ellers var det super fedt og jeg glæder mig allerede til i morgen!

Brasilianerne kører som en brækket arm rent ud sagt. Det så jeg så også konsekvenserne af i dag, med mine egne øjne.
Da vi kom kørerne på vej i skole, kører en motorcykel sammen med en bil. Motorcyklisten falder af og besvimer med blod over det hele.
Det var en noget voldsom oplevelse, men det er også den del man må tage med sig.
Senere i dag var mig og min mor nede i grønhandleren. I mens vi står og fylder bilen, kører en bil igen sammen med en motorcykel. Denne gang falder cyklisten af, men kører så bare videre nogle minutter senere som om intet var sket.
Det er nogle af de mærkante forskelle fra den danske kultur til den brasilianske.

Deres mad er utrolig sødt. F.eks. til morgenmaden er der altid frisk presset juice. De tager så 4-5 skefulde sukker og hælder i glasset for at gøre det sødt.
Jeg er normal ten person der kan vælte mig i søde sager. Men det er godt nok alt for sødt.

Min familie er meget interesseret i Danmark, så jeg har givet dem en bog med fotos fra forskellige danske byger. De vil meget gerne lærer danske ord. Så når de f.eks. skal sige "Ny Havn" bliver det til "Ni Hao" og "Rønne" bliver til "Horny". Så der kan man sagtens finde noget at grine af. Generelt synes jeg vi kommunikere udmærket. Vi bruger især pegemetoden og mimer til hinanden. Det kan dog være frustrerende til tider, når man ikke kan udtrykke sig på normal vis.

På i morgen er der fest her i huset, hvor alle mine venner kommer. Det ser jeg meget frem til!