VM, São João og de sidste uger i Brasilien

Onsdag i sidste uge legede jeg model, for en butik der sælger hårpynt. Jeg blev kørt til et fotostudie og fik lagt makeup. Det var rigtig sjovt at prøve, og jeg tror jeg fik taget foto med mindst 50 forskellige hårting.

Lørdag tog Rachel og jeg til São João. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Luan Santana skulle spille. Han kan sammenlignes med den brasilianske Justin Bieber. Før portene til pladsen blev åbnet stod tusindevis af 12 årige piger i kø, med deres fædre i hånden.
Da portene blev åbnet blev der skreget og hujet helt vildt. Vi følte os som to bedstemødre på tur, haha.
Vi gik ind lidt senere så vi ikke skulle stå i kø. Da vi kom ind på pladsen kunne man se mange allerede stod oppe foran scenen med skilte, hjerter osv. Det var nærmest en motorvej af løbende piger, som skyndte sig hen til scenen. Så jo det var en oplevelse i sig selv.
Søndag var vi blevet inviteret med til en Rotary fest for en af klubberne i Caruaru. Det blev holdt ude på en gård, med grillmad. Der blev spillet forró, og Andrea (Canada) og jeg gav også et par numre. Derefter tog vi hjem til mig.

I går, spillede Brasilien mod Cameroun og vandt 4-1. Vi så kampen på storskærm sammen med en masse brasilianere, hende på São João pladsen. Der var en fed stemning og en rigtig god oplevelse. Vi blev der resten af aftenen for at se de forskellige koncerter.
Her er der en kort lille video for dem som har facebook, så i kan få en fornemmele af hvor mange mennesker der er til en São João koncert:
https://www.facebook.com/photo.php?v=731636313560585&set=vb.365155923541961&type=2&Theater

I fredags tog min mor, Potter, Camille, Rachel og jeg ud til Alto do Moura som er en lille by i udkanten af Caruaru som er kendt for de mange små butikker hvor man kan købe håndlavede lerfigurer osv. som en hyldest til forró.
Lørdag så vi VM kampen, Brasilien mod Chile. Dem som også så kampen, ved at den var utrolig nervepirrende. Og omgivet af en masse brasilianere gjorde bare stemningen endnu større.
Derefter tog vi til São João.

I går (søndag) sagde vi farvel til Potter som tog hjem til Taiwan. Hvert farvel er utrolig hårdt. Og afstanden mellem Taiwan og Danmark er ikke ligefrem lille.

 

 

Derefter tog vi til den sidste São João fest. Det var nok den bedste aften af dem alle. Vi havde taget vores flag med, så rigtig mange folk kom for at tage fotos med os.

Nu har jeg kun 16 dage tilbage, og gud hvor jeg synes jeg stadig har meget at  skulle have gjort.

Men nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme hjem. Hvis man havde spurgt mig for 3 måneder siden, havde mit svar været anderledes end det er nu.
Dette år har været helt fantastisk, og skulle jeg gå igennem det hele igen vil jeg gøre det.
Men de sidste par uger har jeg også indset at sandet i timeglasset er ved at løbe ud for mit liv her i Brasilien, så derfor forbereder man sig også mentalt på at skulle komme tilbage til den verden man forlod for et år siden. Og ingen tvivl om at det bliver et ligeså stort chok at komme tilbage, som det var at tage afsted. Men jeg glæder mig rigtig meget.
Kære Danmark, vi ses lige om lidt!


 

 

 

 

Afsked og VM i fodbold.

I fredags tog jeg med de andre udvekslingsstudenter til São João. Rachels (Taiwan) værtsforældre var ikke hjemme i weekenden, så hun flyttede ind os mig og blev indtil søndag. Det var super hyggeligt.

Fredag oppe på skolen lavede os udvekslingsstudenter en præsentation for de mindre klasser omkring vores lande og tid på skolen.

Senere tog Rachel og jeg med min mor ind til downtown, hvor vi lejede São João kjolerne til vores skoledans som vi skal være med til på fredag. Vi skal fremføre en tradtionel São João dans foran resten af skolen og familier. Så derfor skal vi bære traditionelle kjoler. Vores blev rigtig flotte. Min blev med de brasilianske farver. Jeg line en ged.
Om lørdagen tog jeg med Camilie (Belgien) og jeg tog til børnefødselsdag hos vores kusine i forrige værtsfamilie. Temaet var filmen "Frozen", som jo er bygget over H.C. Andersens "Snedronningen".
Det var en rigtig flot fest. derefter tog vi direkte til São João og mødte de andre.

Mandag tog jeg til Rotary møde. Det var det sidste møde for Saana (Finland). Hun rejste tidlig næste morgen så det blev også vores sidste gang vi så hende. Det var en utrolig mærkelig følelse, og det er ikke gået op for mig at hun ikke længere er her i byen.

Tirsdag var det dagen inden Rene (USA) rejser hjem. Så vi brugte hele dagen sammen i shopping centeret, og bagefter holdte vi sleepover hjemme ved hende.

 

Generelt blev den sidste uge brugt på en masse sidste øjeblik sammen-ting.
 

I går 17.00 tiden tog vi mod lufthavnen i Recife for at sende hende afsted. Det var nok et af de hårdeste øjeblikke jeg har haft i dette år. Man ved jo aldrig hvornår/hvis man ser hinanden igen. Der grædt så tårene løb ned af kinderne, men vi blev alle sammen enige om at dette ikke var et "farvel", men et "vi ses".

Torsdag blev der spillet åbningskampen for VM i fodbold. Det er en helt fantastisk mulighed at være i selv samme land som er vært for et af jordens største sportsbegivenheder. Vi tog hjem til Sara (Danmark) hvis familie havde arrangeret en stor VM fest for familie og venner. Der var pyntet flot op og alle bar de brasilianske farver.

 

Selve timerne op til kampen kunne man se hele byen var pyntet op. Alle gik i brasilianske farve, bilerne havde flag på kølerhjelmen og der hang flag ud fra altanerne.
Hver gang Brasilien scorede blev der råbt og skreget. Fyrværkeri blev tændt og alle bilerne dyttede. Man kunne bogstaveligt talt høre at hele byen så kampen.
I går (fredag) dansede jeg "Quadrilha" på min skole. Det er en traditionel forró dans. Så Rachel (Taiwan) og jeg havde lejede os nogle São João kjoler. Det var rigtig sjovt at prøve.

I aften tager Rachel og jeg afsted til São João festivallen hvor der spiller en kendt forró musiker, Gabriel Diniz.
Nu er der kun 4-5 uger til jeg står i lille Danmark igen.

Tchau,
Regitze

Når tiden nærmer sig.

I fredags holdte vi den sidste fest/hyggeaften alle os 10 udvekslingsstudenter der bor i Caruaru. Det er ikke så tit at vi alle er sammen på samme tid. Derfor aftalte vi at vi skulle finde en aften hvor vi kan nyde hinandens fællesskab, samlet, inden vi begynder at rejse hjem igen.
Vi holdte der i Saras lejelighed. Hun bor på øverste etage hvor de på taget har en pool med udsigt over hele byen. Det var super smukt om aftenen.
Vi tog alle sammen ned til det nærmeste supermarked, for at købe ingredienser til kage og andre fest snacks.
I mens kagen bagte blev der hygget med at snakke og tage gruppebilleder.
Da kagen var færdig satte vi den på bordet og holdte hinanden i hænderne i en rundkreds. Vi sagde derefter alle, hver efter en, nogle små ord om hvad dette år har betydet for os. Det var rigtig rørende, og super svært ikke at slippe en tåre eller to.

Vi havde alle taget vores "Caruaru t-shirt" på. Det er T-shirt vi alle lavede sammen, med vores navne på ryggen.
Vi havde også lavet en memory-book til hver og en, som er fyldt med fakta og sjove historier om de enkelte personer. Efter vi havde spist kage, var der tid til at skrive på hindandens flag. Vi havde en aftale om at vi alle skriver et brev til hver og en, som vi så først må læse når vi sidder i flyet. Så brevene blev også delt ud.
Det var en rigtig hyggelig dag. Der blev snakket om de første gange vi så hinanden, og alle de oplevelser vi har haft sammen. Alt i alt en meget rørende dag, og måske også et tegn på at det er på tide det går op for en at det snart slutter.

Da jeg kom hjem tog jeg videre afsted til min første værtssøsters hjemkomst fest. Hun er lige kommet hjem efter et år i Taiwan.
Jeg sov hjemme hos hende den aften. Dagen efter tog jeg med hendes kusine, som også er min klassekammerat afsted til en "churrasco" med min klasse.
Churrasco er det samme som BBQ.
Vi mødtes hjemme ved en af mine veninder hvor vi gjorde os klar og spiste frokost.
Derefter tog vi afsted. Det var hyggeligt nok, men super koldt så jeg besluttede at jeg ville tage tidligere hjem da jeg ikke har været helt på toppen, og gerne vil være klar til åbningen af São João om aftenen.
Så jeg kom hjem og gjorde mig klar, hvor efter jeg tog hjem til Rene hvor jeg sov den aften. São João kan vel sammenlignes med en kæmpe forró festival som vare hele juni måned. Det er for alle aldre. Både familier, unge som gamle. Der er også en masse opvisninger af traditionelle danse. På min skole skal vi også opvise en tradition dans som bliver kaldt "quadrilha". Det kan sammenlignes med folkedans. Man møder op i par og så danser alle samlet til en koreografi. Jeg var så heldig at blive inviteret med af en af mine venner. Vores optræden bliver d. 13. juni.
Caruaru bliver kaldt for São João hovedstaden og vi er blevet spurgt hele året om vi glæder os til at opleve det.

Dagen efter tog jeg med Renes værtsfamilie ud på deres gård for at spise frokost.

Jeg har hostet rigtig meget her på det sidste. Så min mor og jeg tog til lægen i sidste uge. Der fik jeg konstateret bronkitis, som er en infektion i lungerne. Der blev taget røntgen foto af mine lunger, og de fandt også en plet på lungen som de ikke her helt sikre på hvad er endnu. Så det er super træls, og jeg håber virkelig at jeg bliver rask snart. Jeg skal til kontrol på onsdag igen for at se om det har forbedret sig. Lægen var meget ærlig, og sagde at hvis det ikke bliver bedre bliver de nødt til at indlægge mig. Det håber jeg selvfølgelig ikke sker da min tid her i Brasilien er begyndt at rende ud.
Så jeg gør mit bedste for at komme på benene igen hurtigst som muligt.
Jeg skal til tjek igen onsdag d. 4. juni.
Rene (USA), skal allerede hjem på onsdag i næste uge. Det bliver en dag jeg slet ikke ser frem til på nogen måde. Jeg er den sidste der skal hjem af de 10 udvekslingsstudenter her i Caruaru.
Jeg håber alt går vel hjemme i Danmark.
Tchau,
Regitze