I mandags kom jeg hjem fra helt igennem fantastisk rejse til Amazonas regnskov på 10 dage, med ca. 60 andre udvekslingsstudenter fra hele verdenen. Det var en helt igennem utrolig oplevelse.
Lørdag d. 3. maj tog jeg meget tidligt om morgenen, afsted mod Recife lufthavn. Derfra gik turen mod Manaus i staten Amazonas.
Jeg havde to stop på vejen i Fotaleza og Belém.
Da jeg endelig ankom til Manaus blev jeg mødt af en flok udvekslingsstudenter i lufthavnen. Der ventede en bus på os som kørte os til hotellet.
Det var et kæmpe hotel, med stor pool og endda en zoologisk have. Da vi havde fået en velkomstdrink og sat kufferterne af på værelserne, smuttede vi alle ned til poolen og slappede af. Efter aftensmaden som stod på pizza og Brasiliens første guaraná drik; Baré, blev der holdt informationsmøde. Vi fik alle besked på at det var fuldstændigt tilladt at lægge uret og mobilen ned i kufferten da programmet ikke havde nogle bestemte tidspunkter. Så man mistede fuldstændig fornemmelse for tidspunkt og dag. Det var rigtig rart, at være koblet af i 10 dage, og bare nyde det fantastiske sted hvor man var.
Søndag morgen tog vi afsted mod et andet hotel i en mindre by Presidente Figueiredo. På vejen dertil blev der holdt en lille city tour hvor vi bl.a. så Amazonas' VM-stadium, deres teater og et marked hvor der blev købt mange fine indianer ting.
Manaus er staten, Amazonas', hovedstad på 2 mio indbyggere. Statens næststørste by har 6000 indbyggere, hvilket siger lidt om størrelsesforholdene. Vi befandt os bare 2 grader fra ækvator så der var godt varmt og fugtigt.
Derefter kørte vi videre mod hotellet på vejen som forbinder Brasilien med Carribien.
Om aftenen tog vi ud og vandrede inde i skoven.
Det var stadig lyst da vi tog afsted, men vi blev bedt om at medbringe en lommelygte da mørket ville falde på inden vi tog hjem mod hotellet igen. Naturen var helt fantastisk og fyldt med eksotiske lyde. Vi så flere vandfald på vejen og gik ind i en grotte hvor vi så flagermus. På dette tidspunkt gik vi flere gange i vand til knæene. Så tøj og sko var godt gennemblødte efter. Vi ankom til et stort vandfald hvor som vi badede i, midt i mørket. Rigtig speciel oplevelse. Derefter vendte vi snuden hjemad. Det var længe blevet mørkt, og vores lommelygter var det eneste der lyste op i mørket. Rigtig speciel oplevelse og man lagde ekstra mærke til naturens lyde omkring sig.
Efter aftensmad kom der et dansehold som fremførte nogle indianer danse for os, og de lærte også os en smule.
Senere samme aften stod en på inddeling af bådene. Resten af turen skulle vi bo på tre både. Anaconda, Bicho Preguiça (dovendyr) og Jacaré (krokodille). På hver båd var der ca. 20 personer. Jeg kom på Anaconda.
Der var 4 andre som var på den samme Nord/øst tur som jeg, der også kom på Anaconda.
Næste morgen tog vi ud på en hurtig gåtur til et af Amazonas' flotteste vandfald, hvor vi svømmede i vandet. Da vi kom hjem gik nogle af os i poolen og derefter var det afsted mod bådene.
De var super lækre. På de nederste dæk var der bad, toilet, plads til kufferter og et bord med te, kaffe og frugter.
Der var også en restaurent båd hvor vi spiste måltider. Bådene sejlede separerede, men blev lagt ved siden af hinanden når der skulle spises, så vi kunne komme fra båd til båd. På det øverste dæk var der sofaer og puder hvor man kunne slappe af. Der var også en guitar, forskellige spil og bøger man kunne hygge sig med når vi sejlede.
Da vi var kommet på båden og var begyndt at sejle holdte vi et kort møde hvor vores leder Julia præsenterede sig selv og gav os information omkring turen.
Derefter tog vi ud med en lille båd for et se nogle kæmpe åkander.
Om aftenen var der nogle af de folk der arbejdede på båden som havde fanget en babykrokodille vi alle kunne tage fotos af. Om aftenen sov vi i hængekøjer på det øverste dæk. Den første nat skulle man lige vende sig til det.
Tirsdag tog vi med de små både ud og besøgte en indianer stamme. Vi blev mødt af en flok drenge der spillede traditionelt indianer musik da vi ankom i bådene. De gav os alle en krans på hovedet de selv havde flettet.
Vi blev ført ind i et lille lægehus hvor en af indianerne forklarede omkring de planter de brugte til medicin og hvordan de virkede. Han fortalte også om traditioner og skikke. I denne indianer stamme boede der ca. 50 personer. Han fortalte at de én gang om året holdte en stor fest som varede i 5 dage. Der skulle alle de børn der var 13-14 år gamle finde deres ægtefælle. De møder altså hinanden for første gang til festen og bliver gift den sidste dag. Det er også helt normalt at de får børn i den alder.
Så jo, det var meget anerledes end hvad man var vant til.
Derefter kom vi ind i en slags festsal hvor børnene sang og dansede for os. Vi så et slags bur med åben bund, om havde mange kæmpe store myre. Den blev brugt til ceremonier hvor drengene skulle stikke deres hånd ind og lade den blive uden at græde. Det var en slags manddoms prøve. Jeg snakkede senere med en 13 årig dreng som allerede have gjort det over 20 gange. Smerten får først væk efter 40 timer. Derefter mødte vi damen som var "leder" over stammen.
De viste os også deres lille skole. De havde forskellige fag men kvaliteten var ikke lige så voldsom høj. De vidste f.eks. ikke hvor i verden Tyskland ligger.
Derefter var der tid til at købe nogle af de håndlavede ting de solgte. Jeg fik bl.a. en indianer tatovering og nogle smykker.
På vej tilbage til de små både, mødte i en slange som en af drengene havde. Der skulle godt nok noget mod til at holde den, men det gik.
 |
| Dette er en slags "finger-fanger". De bliver brugt til fester. Så hvis en pige er interesseret i en dreng men ikke ved hvad hun skal sige for at gøre opmærksom på det, fanger hun hans finger med den. For så kan han vel ikke være i tvivl. |
Derefter tog vi hjem til bådene igen for at spise frokost.
Senere tog vi ud med de små både igen, og så et kæmpe træ og mange små aber.
Onsdag tog vi de små både til et sted der hed "Casa de Farinha". Der viste de os hvordan man plukker açaí bær. Açaí er et lilla bær som man bruger meget her i Brasilien. Man kan tit købe det i en grød/is/slush-ice lignende ting, som man spiser med bananer, nødder og honning. Super lækker. Man kan også købe det som cremer osv. De klatrede helt op til toppen af palmen for at få fat i de meget hårde bær. Man af de armbånd man kunne købe var med açaí perler. Derefter lærte vi at lave tapioca. Tapioca fungere lidt som en pandekage, men er lavet af mel fra en rodfrugt. Man spiser meget tapioca i den nord/østlige del af Brasilien. Så det var langt fra første gang jeg smagte det. De viste os også en rød frugt som når man åbnede den, indeholdte noget rødt snask som indianerne brugte til at male de karakteristiske streger i ansigtet.
Da vi havde spist frokost, tog vi afsted mod et "community" som ikke er rigtige indianere, men folk som bor i skoven. Der spillede vi fodboldkamp mod de unge. Vi havde to pigehold og et drengehold. min kamp endte med 0-0 og vi tabte desværre i straffesparks konkurrence. Banen var helt utrolig ujævn. Midten var fyldt af mudderhuller så man knapt nok kunne gå ordentligt uden at glide. Det resulterede så også i at mine ben og sko med dækket af mudder som aldrig før.
Om aftenen efter vi alle havde taget et tiltrængt bad, holdte vi en lille fest med beboerne.
Torsdag morgen stod vi tidligt op og tog med de små både ud for at fiske piratfisk. Jeg fangede selv én. Derefter tog vi afsted på dovendyr jagt. Vi fandt en og tog den med ned til båden så vi kunne tage fotos med den. Senere tog vi tilbage til Casa de Farinha hvor vi mødte en anaconda! Den var virkelig enorm. Der skulle godt nok noget mod til som aldrig før, at have den om nakken så man kunne tage fotos. Derefter lod de den bare kravle ind i en hæk. Vi spurgte om den ikke skulle lukkes inde i buret igen, men de sagde nej da den hvilede sig lige nu. Det skal lige siges at den hæk stod midt i det hele, hvor folk gik rundt om, uden de havde nogen anelse om at der lå en 5 meter lang anaconda og slangede sig lige ved siden af dem.
Senere samme dag tog vi ud for at bade med lyserøde delfiner. De var super søde og sjovt at røre dem. Der efter fangede vi Amazonas største fisk.
Fredag morgen regnede det rigtig meget. Vi var en flok piger på vores båd der havde for meget energi til at side indenfor, så vi startede vores egen regndans. Og det endte med at hele vores båd og de andre både dansede ude på dækket i øsende regnvejr. Vi stoppede båden ved en strand. Ja, en strand midt inde i Amazonas. Det var en kirkegårdsstrand. Lidt bizart. Der badede vi og spillede volleyball. Senere samme tag da vi havde fået tørt tøj på igen, tog vi ud i skoven. Vi blev mødt af en mand som havde boet i skoven hele sit liv, og som vidste alt om skoven og dens egenskaber. Han viste os hvordan man overlever ude i skoven. Omkring at lave et bål, og udnytte planterne til f.eks. medicin og andre hjælpemidler.
Lørdag blev vi delt ind i par, og vi fik en kano som indianerne bruger som transportmiddel på floden. Vi blev sat af båden, og så galt det om at komme så hurtigt tilbage som muligt. Det var rigtig hårdt for armene, men super sjovt.
Resten af dagen stod på afslapning. Om aftenen efter vi havde spist aftensmad klædte vi alle sammen om, tog vores rygsæk på rykken, hængekøjen under armen og drog ud i skoven. Der skulle vi sove, den sidste aften. Da vi havde sat vores hængekøje op, samles vi omkring et bål hvor manden der viste os rundt dagen før, fortalte historier og legender om regnskoven.
Det var skønt at falde i søvn til alle de tusinde lyde naturen gav fra sig.
Søndag morgen tog vi tilbage til båden for at få morgenmad. Derefter tog vi ud til skoven igen, for at vi hver kunne plante vores eget træ. Det var også en fin måde at sige "tak fordi vi måtte komme på besøg". Så vi også gav Amazonas lidt igen.
Vi kom tilbage til båden og pakkede vores ting. Det var utrolig mærkeligt at det hele pludselig var ovre. At man ikke længere skulle bo på båden med de personer, der var blevet ens familie. At man ikke længere skulle sove i hængekøjen og falde i søvn til lyden af regnskoven. At man ikke længere kunne slappe af under åben stjernehimmel med ens nye familie.
Folk gik allerede og smågræd da vi pakkede sammen, med tanken om at vi senere samme aften skulle sige farvel til hinanden. Vi blev mødt af en bus som kørte o alle til lufthavnen kl. 20.00. Jeg var så heldig at mit fly allerede var kl. 01.30. De sidstes fly fløj omkring kl. 05.00 så de skulle vente i lufthavnen i lang tid.
 |
| Alle tre både samlet. |
Det var rigtig hårdt at sige farvel til dem, må jeg nok indrømme. Der blev grædt, grædt og grædt. Man vidste jo at chancen for at man mødtes igen senere i livet var minimal. Danskerne vidste jeg at jeg ville se igen d. 16. juli når vi skal hjem til Danmark. Men ikke de andre.
Det var en helt uforglemmelig og fantastisk rejse som jeg aldrig vil glemme.
