Hjemme i Danmark

I dag er det præcis 2 uger siden jeg landede i København. Min første og sidste værtsfamilie tog begge med i lufthavnen i Recife for at sende mig afsted. Det var meget svært at sige farvel, og det var også en underlig følelse at side i flyet på vej hjem. Man var fyldt af så mange forskellige følelser på én gang.

     Jeg fløj med en anden dansker fra Recife til São Paulo hvor vi mødtes med de andre danske udvekslingsstudenter som havde været i Brasilien. Vi tog samlet et fly mod Frankfurt.
Da vi ankom til Frankfurt mødtes vi så med dem der havde været i Argentina. I alt var vi omkring 20 der havde været i Brasilien, og omkring 7 der havde været i Argentina. Vi tog alle det samme fly til København.
      Det var en meget mærkelig følelse da vi stod og ventede på vores kufferter. Vi vidste at vores familier stod lige bagved dørene og ventede på os. Jeg var næsten helt bange for at komme ud. Man vidste overhovedet ikke hvordan man skulle reagere på situationen, eller forholde sig til det.
Da jeg gik ud igennem dørene blev man mødte af røde og hvide farver over det hele. Der var rigtig mange folk der ventede på os. Det var et hav af dannebrogsflag.
      Jeg så min familie, og der blev krammet og krammet.
Det var meget mærkeligt at man pludselig bare var sammen med dem. At man ikke længere snakkede gennem en skærm.

 På vej hjem mod Nordborg holdte vi ind i Odense for at spise aftensmad med den del af familien der bor der.
Da vi kom til Nordborg stod nogle af mine veninder og den anden del af familien og viftede med dannebrogsflag foran huset.
Det var meget mærkeligt at komme ind i ens hus. Det hele virkede på en måde som det samme som før, og på den anden side var det hele anerledes.

 

Det er dejligt at være hjemme igen. Man ser på ting helt anderledes end man gjorde før. Jeg føler mig utrolig heldig over at leve i et land som Danmark.
Det hele er bare så pænt. Naturen, husene, vejene... Vi er bare utrolig heldige over den frihed og det samfund vi befinder sig i. Man lægger mærke til mange andre ting. Ting som man før knap nok bemærkede, er de ting jeg værdsætter højest lige nu. Helt basale ting som at have den mulighed at gå en aftentur, gå ned i haven, gå alene rundt i byen og side på terrassen for at nyde det danske sommervejr. Næsten lige meget hvor man kører hen møder øjet noget grønt. Og luften her er så ren.

De sidste par uger har jeg brugt på at se venner og familie, og i det hele taget bare prøve på at falde tilbage til den danske kultur. Jeg besøgte bl.a. Sara som var i Caruaru med mig. Det var rigtig rart at mødes i det land vi begge kom fra, og få snakket det sidste år igennem.

D. 13. August starter jeg inde på Sønderborg Statsskole (STX) på linien Musik-Engelsk-Drama. Det glæder jeg mig meget til.
Dette år har været den bedste oplevelse jeg nogensinde har kunne drømme om. Og dette indlæg bliver nok det sidste indlæg her på min blog.
Jeg håber at jer der har læst med, har haft glæde af den. Det har i hvertfald været rart for mig at kunne skrive de ting jeg har oplevet ned, et sted som jeg selv kan kigge tilbage på. Og selvfølgelig at kunne dele mine oplevelser med andre.
Hvis i har nogen spørgsmål omkring mit år i Brasilien må i endelig skrive en kommentar eller fange mig på facebook.
Det har været en fornøjelse at dele denne oplevelse med jer.

- Regitze Skipper Bundgaard

Den sidste uge i Brasilien.

Nu er alle 9 andre udvekslingsstudenter i Caruaru blevet sendt afsted mod deres land. Jeg er den sidste der er her endnu. Det har været rigtig hårdt at skulle sige farvel til hver og én, og at vide at der ikke vil være nogle af dem tilbage til at vinke farvel til mig når jeg tager afsted.
I går tog jeg til lufthavnen for at sende Rachel (Taiwan) afsted. Vi boede lige over for hinanden, og hun sov nok mindst lige så mange gange i mit hus som hun gjorde i sit eget. Det gjorde at vi endte med at være som søstre. Det bliver underligt nu at skulle sove alene, og at der ikke er flere af hendes ting på mit værelse.
I dag er der præcis én uge til at jeg er på dansk jord igen.
Et år er gået og jeg står nu på kanten til at vende til den verden, som er den samme jeg forlod men også samtidig en anden jeg kommer tilbage til.  De sidste uger har jeg sagt farvel med tåre i øjnene til de personer som før bare var navne på et stykke papir. For nu at komme tilbage til de personer som man for et år siden sagde farvel til med tåre i øjnene. Man vil sige farvel ens bedste venner, for at komme tilbage til ens bedste venner. Man vil komme tilbage til ens by, kørende igennem de samme gader. Og selvom der er gået et år vil man huske det som var det i går. Det vil gå op for en hvor meget der har ændret sig, og den sværeste ting ved at være en udvekslingsstudent er at balancere de to vidt forskellige verdener man nu hører til. Om få dage vil jeg begynde at pakke mine kufferter. Ikke flere ture ind til byen, ikke snakke portugisisk hver eneste dag. Man vil tage alle de minder, og pakke dem sammen i sin kuffert, som man kan se tilbage på med et smil når man pakker kufferten ud i sit hjemland. Om få dage vil jeg være hjemme i Danmark, pakke mine kufferter ud og spise aftensmad med min familie. Om få dage vil jeg skulle vende mig til endnu et kulturchok. Og om nogle få dage vil jeg finde min plads mellem de to verdener.
Jeg glæder mig til at komme hjem. I løbet af dette år, har jeg lært meget omkring den danske kultur som jeg ikke lagde mærke til før. Og jeg har lært hvor taknemmelige vi danskere skal være for at leve i det samfund som vi gør. De ting omkring den danske kultur, som jeg slet ikke bemærkede førhen, er nogle af de ting jeg har savnet mest. Det er gået op for mig hvor privilegeret den danske befolkning er. Og det skal vi være stolte af.  Det er gået op for mig hvor heldig jeg er at være dansker.
Kære Danmark, vi ses lige om lidt.