I forró'ens tegn.

Tro det eller ej. I torsdags tog jeg i fitnesscenteret. Min ven Pedro fortalte der var et meget tæt på hvor jeg bor, så vi tog derned sammen i torsdags. Bare det at tage i fitnesscenteret er meget anderledes. Lige så snart man kommer, får man en personlig træner, om følger dig og fortæller hvor mange gange/lang tid/hvordan man skal lave øvelserne. Han/hun følger så en helt til man er færdig.
Gud hvor var det dog en skøn følelse at træne igen, efter en så lang periode som har stået på alt andet end sunde vaner.
Dagen efter kunne jeg da også godt mærke, den tilfredsstillende følelse af ømhed i diverse lemmer.   

Fredag stop den på neglesalon med mor. Det havde jeg aldrig prøvet før. Men det var rigtig sjovt. Man skal dog lige vænne sig til de lange negle… Guitarspil er umuligt lige pt.
Sent om aftenen omkring kl. 23.00 tog jeg over til Pedro, hans søster (min klassekammerart), hans bror og hans brors kæreste. Og derefter videre til fest.
Min mor ville gerne se hvilket tøj jeg regnede med at tage på. Et par normale jeans, en top og mine converse sko. Tøjet var helt i orden, men skoene kunne absolut ikke gå!
Jeg skulle enten tage højhælede sko eller ballerinaer på. Piger gik ikke med converse sko til sådanne fester. Det var kun drengene. Så det endte med at blive ballerinaerne.
Vi klemte 4 personer ind på bagsædet, og så var det ellers bare afsted.

 

Det var et kæmpe feststed, med folk på min alder men særdeles også ældre.
Det var en forró fest. Så der blev danset forró hele natten. Jeg påstår stadig at min skandinaviske krop slet ikke er bygget til latinrytmerne. Men det bliver bedre, og bedre.
4 af de andre udvekslingsstudenter var der også. Rachel (Taiwan), Rene (USA), Jeremy (USA) og Saana (Finland).
Os udvekslingsstudenter fik meget opmærksomhed den aften. For at sige det pænt. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi blev spurgt op til dans. Jeg havde også en noget ubehagelig oplevelse, den aften. Jeg kommer gående på vej over mod mine venner, hvor en fremmed dreng, ud af det blå, kommer og kysser mig i ægte brasilianer stil.
Der var heldigvis nogle flinke mennesker der så det, og tog fat i ham med det samme. Det var en smule grænseoverskridende.
De brasilianske gutter har ingen hæmninger når den står på fest, kan jeg godt hilse og sige.
Men alt i alt var det en rigtig sjov aften/nat.      
Jeg var hjemme omkring 04.30, så der blev sovet længe dagen efter.

Lørdag tog jeg i shopping center med min onkel, lillebror og lillesøster og fik kage. Det var meget hyggeligt.
Min onkel snakker engelsk. Og han har lige købt en lejelighed i Recife, tæt på stranden og shopping centeret. Og han har sagt vi sagtens kan arrangere et weekendbesøg, hvor jeg kan se byen osv.

Kl. 14.00 blev jeg hentet fra shopping centeret af Pedro og hans søster Ivanna. Hun skulle spille en basketballkamp, så vi tog med ud og heppede. Derefter fortsatte Pedro og jeg ud til et andet center, hvor vi bl.a. var i 6D biograf.
Vi gik over til en lille bladkiosk, ikke langt derfra, og købte nogle tegneserier og krydsord for børn som kan hjælpe mig med sproget.

I skolen kører vi stadig det system med at os, udvekslingsstudenter, besøger de forskellige årgange på skolen.
I fredags havde vi engelsk med 7. klasse. Der snakkede vi lidt om de kulturelle forskelle der er fra vores hjemland, og Brasilien. En af de ting vi kom ind på var bl.a. musikken og dermed også forró. Så lærerinden satte forró musik på, og spurgte om jeg ikke ville danse det med en af eleverne. Det ville jeg da gerne prøve. Så den blege, lyshårede, danske udvekslingsstudent endte med at danse den meget eksotiske forró dans, foran en hel 7. klasse. Noget af en interessant oplevelse.

Søndag stop på barbecue fest med rotary, ude på en gård. Vil nu ikke selv kalde det for en gård, da der var pool og hele plimbimmen.
Det var super hyggeligt, og jeg fik (igen, igen) danset forró.

Jeg er lige kommet hjem fra skole, og i aften står den på ugentligt rotarymøde.
I morgen regner jeg med at tage i fitness, og til engelsk kursus om aftenen med Pedro.

Alt går kun fremad, og jeg nyder livet hernede.
Det er forår nu, og vi går mod sommer.
Lige nu er det 31 grader udenfor. Skønt.
Tchau!

Livstegn fra Brasilien

Så kommer der endelig livstegn fra mig. Jeg har de seneste mange dage ikke haft internet i huset, og har derfor ikke haft mulighed for at opdatere min blog.
Men nu kommer der en roman af fotos og beretninger!

Så har jeg haft min første månedsdag med Brasilien.
Tiden flyver afsted, og tanken om at der allerede er gået en måned, er ufattelig.
Jeg har oplevet så utrolig meget.

Onsdag d. 4. september stod den på skoletur med alle klasserne i den ældste afdeling (médio).
Vi skulle til Recife for at besøge det bedste universitet i Pernambuco.
Indenfor var der stillet en masse små stande op, man kunne besøge. Så hvis man ville være læge, skulle man gå over til lægestanden osv.
Os udvekslingsstudenter kunne ikke rigtig bruge det til noget, men det var hyggeligt nok.

 

                                      Min brasilianske veninde, der prøver at forklæde sig som dansker.

Da jeg kom hjem, tog jeg nattøj på og var egentlig på vej i seng. Men jeg havde selvfølgelig glemt at mig og min mor var blevet inviteret til 18-års fødselsdag hos en ven, i en anden by.
Så af med nattøjet og på med festtøjet, og så var det ellers bare afsted. Jeg må indrømme at jeg var noget nervøs da jeg kun kendte fødselaren. Mange af hans venner var der, og de var rigtig søde selvom de ikke snakkede engelsk.  

Torsdag d. 5. september tog mig og Sara hjem til Camille (Belgien), efter skole. Lidt senere stødte Rachel (Taiwan) til.
Vi hoppede i Camilles bikinier og ned til poolen. Det skal lige siges at lejelighederne her, er noget så luksuriøse.
Derefter lavede vi pandekager med nutella. Noget vi alle kendte og savnede.  
Det var rigtig hyggeligt.

                                         Rachel (Taiwan), Sara (Danmark), Regitze (Danmark)

 

Fredag d. 6. drog min mor, lillebror, lillesøster, moster og kusine mod stranden Serrambi.
Vi kørte i 2-3 timer og var fremme omkring 11 tiden.
En del af familien havde et sommerhus der lå helt nede ved stranden.
Igen lignede stranden noget som kunne være taget ud fra et postkort. Der flotteste palmer og det klareste blå hav.
Selve huset var rigtig lækkert.
Om lørdagen stod den på ren afslapning. Som snack spiste de stegte kyllingehjerter. Det smagte okay, men jeg brød mig ikke rigtig om konsistensen.

                                                          Mig og min højtelskede kusine.

 

Aftenen efter, fik vi oksehale. Jeg troede det var normalt oksekød, indtil min mor fortalte det var halen. Det har sikkert været meget morsomt at se mit ansigt i det øjeblik.  Jeg fik også smagt popcorn med chokolade og sukker. Så jo, jeg fik prøvet lidt af hvert.
 

I fredags modtog jeg en pakke derhjemme fra, med lakridser. Rigtig skønt.

Mine skolekammerater er meget flinke til at hjælpe mig med sproget. Så de har lavet en masse sedler med oversættelser på.

 

Min ven Pedro, har været så evig gavmild at låne mig hans guitar. Og den bliver benyttet flittigt kan jeg godt love. Sidste torsdag tog jeg med ham ned i byen for at købe nye strenge og en capo. Det var helt dejligt at komme ud og gå lidt selv, uden voksne. Det er sjældent vi går til steder. Man kører altid.

 

Om fredagen tog jeg hjem til min belgiske veninde, Camille og holdte sleepover-party, med Rene fra USA og Sara fra Danmark. Det var super hyggeligt, og der blev spist søde sager så det sagde spar to.

 

                                                  Camille (Belgien), Sara (Danmark), Regitze (Danmark), Rene (USA)

Sådan ser det ud når 4 udvekslingsstudenter har besøgt supermarkedet.  

 

Om lørdagen tog jeg med Pedro i centeret, og i biografen. Her i Brasilien synkronisere de filmende ligesom i Tyskland. Altså, selvom det er en amerikansk film er det med portugisisk tale. Men jeg fodstod godt handlingen.

I Søndags stod den på dansker indkøb. I dag har jeg været til en fest for dette års udvekslingsstudenter i Caruaru, og de brasilianere der var ude årene før.
Alle skulle bringe en ret fra deres hjemland. Jeg havde sat mig for at lave koldskål. Men da Brasilien ikke har kærnemælk blev det en større opgave. Så søndag stod på at finde et alternativ for kærnemælk. Det blev tykmælk, Yogurt natural og skummetmælk. Resultatet blev faktisk rigtig godt, hvis jeg skulle sige det selv. Mine internationale venner var også begejstrede over det.
Det var rotex der holdte festen for os. Rotex er brasilianere i Caruaru, der har været ude som udvekslingsstudenter årene før og nu er hjemme. De gør utrolig meget for os inbounds.
De arrangere én gang hver måned, en form for fest hvor vi alle mødes igen.
I min Rotary klub har de en tradition med at hver inbound får en gudmor/far (rotex), som de kan søge hjælp hos. Jeg fik Juliane som var i Mexico sidste år. Hun er super sød.
Så hvis vi har brug for hjælp, gode råd eller bare en lille snak står de til rådighed. De har selv været ude som udvekslingsstudent, og har derfor mærket på egen krop hvordan det er.

Noget der fascinerer mig, er hvordan vi alle bare klikker så godt sammen. Når man tænker på at vi kommer fra de fjerneste verdenshjørner, har vidt forskellig kultur, forskellige sprog osv. Men vi går alle igennem dette år sammen.  

Brasilianske Élida som var i Danmark sidste år, havde rugbrøds madder, med! Gud hvor var det skønt.

                                                                  Dette års inbounds og rotex. 
I søndags tog mig og min familie også op på en bjergtop der kendetegner Caruaru. Monte Do Bom Jesus.  Der var den flotteste udsigt over hele byen. Derefter tog vi ned i byen for at spise corxinha. Nok min ynglings brasilianske mad. I mens vi kørte i bilen kunne vi hører en masse fyrværkeriskud tæt på. En kæmpe menneskemængde samlede sig forenden af vejen. Det var fordi det var et slags optog for "nossa senhora" - jomfru Maria.
Jo, folk er meget religiøse.

                                                                       Min lillebror Gabriel, og jeg.

 

                                                                     Min mor, kusine og jeg.

 

De sidste par uger har været en smule hårde for os udvekslingsstudenter.

Vi har alle kunnet mærke hjemveen komme snigende. Men i øjeblikke som dem, er det rigtig rart at have noget som ved præcis hvordan det er at være så langt væk hjemmefra.

På  fredag skal jeg til en kæmpe fest her i byen, med mine brasilianske venner. Det ser jeg meget frem til. Min mor har allerede bestilt tid til en neglesalon. Det har jeg aldrig prøvet før. Haha. det skal nok blive morsomt.

Tchau!